Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Morbi eu nulla vehicula, sagittis tortor id, fermentum nunc. Donec gravida mi a condimentum rutrum. Praesent aliquet pellentesque nisi.

Domaine Henri & Gilles Buisson

Domaine Henri et Gilles Buisson drives i dag af de ambitiøse og yderst talentfulde brødre Franck og Frédérick Buisson, men familien har en lang historie som vinproducenter. Huset råder i dag over 19 ha. top-marker i de bedste appelationer, der alle dyrkes økologisk. Druerne er Chardonnay, Pinot Noir, Aligoté og Gamay og her produceres både mægtige rødvine og intense hvidvine. Alle vine har tydelig terroir-karakter.

PRODUKTER

MANGLER

Familien Buisson kan spores i Saint-Romain helt tilbage til 12-hundrede tallet. Familien har en lang tradition som vinproducenter. Efter Anden Verdenskrig var Henri Buisson en af de første bønder i Bourgogne, som aftappede sine vine og solgte dem under eget navn. Størstedelen af vinene blev dengang ellers markedsført af negocianterne (vinkøbmænd). Han havde dengang kun få hektar jord.

I 80’erne og 90’erne gennemgik domænet – under ledelsen af Henris søn: Gilles Buisson – en betydelig ekspansion. Der blev købt vinmarker i blandt andet Volnay, Pommard og Corton, således at Domaine Buisson i dag råder over 19 ha. og en rigtig flot samling af Villages-, Premier Cru– og Grand Cru-vine. Det er brødrene Franck og Frédérick, som de seneste år har drevet domænet.

 

 

PREMIUM TERROIRS

Med base i Saint-Romain – en lille tilbagetrukket landsby få kilometer fra Meursault – dyrker de marker i flere af de mest berømte kommuner i Côte de Beaune. Domænets sortiment består således af bl.a. de mægtige vine fra Grand-Cruerne Corton og Corton-Charlemagne, en blød og feminin vin fra Premier Cru-marken ”Chanlin” i Volnay, en dyb og fast Premier Cru ”Ecusseaux” fra Auxey-Duresses, en flot afbalanceret ”Les Petits Noizons” fra Pommard, en ren og intens ”Chevalières” fra Meursault samt en let og elegant ”Les Prévoles” fra Beaune. Derudover, byder Domaine Buisson på glimrende og pristilgængelige vine i appellationerne Saint-Romain, Monthélie og Bourgogne AOC.

 

 

ØKOLOGISK DYRKNING OG NATURLIG VINIFICERING SIKRER AUTENTICITET

Allerede i 70’erne, besluttede Henri Buisson at vende tilbage til en dyrkning, der var fri for kemikalier. Han havde indset den negative indflydelse af det industrielle landbrug på vinene, miljøet og sundheden. Hans børnebørn Franck og Frédérick er fulgt i familiens fodspor, og de har sågar ønsket at få bevis på det. Domænet er således officielt certificeret økologisk siden 2012.

 

 

PRÆCIST ARBEJDE I KÆLDEREN SKABER RAFFINEREDE VINE

I kælderen er arbejdet nænsomt og naturligt. Druernes kvaliteter respekteres og terroir-karakteren understreges gennem en præcis vinificering. Det som blandt andet kendetegner Domaine Buissons vine og vidner om stort winemaking-talent, er kombinationen af lethed, finesse og elegance sammen med en høj duft- og smagsintensitet, ikke mindst i domænets rødvine.

Rødvinene hos brødrene Buisson er som regel ret lyse i farven, hvilket adskiller dem fra mange moderne bourgognevine, der ofte har et mørkt, koncentreret udseende. Takket været den terroir-orienterede økologiske dyrkning og det lave udbytte, er druerne naturligt koncentrerede og fyldt med smag. Det er derfor ikke nødvendigt for Frédérick Buisson at trække for meget på udblødningen af druerne. Denne er naturligvis nødvendig for at producere en rødvin, ikke mindst på den meget lyse pinot, men når man trækker udblødningen for langt, taber man meget af druens finesse, og man ekstraherer også ofte hårde tanniner fra skallerne, kernerne og evt. stilkene. Dette er et af de punkter, hvor Frédérick viser, at han mestrer sit arbejde som vinmager: han forstår at holde sig på knivsæggen med hverken for lidt eller for meget koncentration.

Hvidvinene er mindst lige så storslåede. De udviser en usædvanlig kombination af intensitet og renhed. I de første år er de ofte til den syrlige, stramme side, men dette er kun positivt, da det giver vinene mulighed for at holde længe og udvikle en stor kompleksitet med årene, alt imens de afrunder sig.

Vinificeringen er ligesom dyrkningen helt naturlig. Industrielle gærceller og tilsætningsstoffer er bandlyst. Sulfitter anvendes i meget begrænsede mængder, og der er de senere år blev eksperimenteret med vine helt uden sulfitter, hvilket har gjort det muligt at sænke brugen af svovl også på de klassiske cuvéer.

Lagringen er et andet punkt, hvor domænet viser sit stort know-how. Vinene bliver som det er traditionen i Bourgogne gæret (alkoholisk gæring for hvidvinene og malolaktisk gæring for hvide og røde) og lagret på franske egefade. Egefadene bruges udelukkende for at sikre en langsom iltning under lagringen og ikke for at ”krydre” smagen. Der bliver derfor ikke anvendt mere end 10% nye egefade, med undtagelse af Grand Cru-vinene. Disse har en struktur, der gør det muligt at absorbere egetræet og dets tanniner. Dette er med til at give dem en levetid på flere årtier, hvor de gradvist vil kunne udvikle et væld af nuancer og opnå den optimale udvikling.