fbpx

DOMAINE DU PETIT CÔTEAU

Fakta og vine

Domaine du Petit Côteau i Vouvray er grundlagt i starten af 2000’erne af Christian Feray. Dyrkningsmetoden er økologisk. De 15 ha. mark ligger på på en skråning mellem Vernou og Chançay, hvor planterne er beskyttet mod kolde vinde og sikret god soleksponering. Her, i en jord der består af ler og kalk, får druen Chenin en intens smag. Vinene er mousserende, stille og søde af god kvalitet til overkommelige priser.

Domaine du Petit Côteau er grundlagt i starten af 2000’erne af Christian Feray, der i forvejen ejer en række vinslotte i området omkring Vouvray. Christian Ferays historie er ret fascinerende: Han har en lang karriere bag sig som kirurg og er altså nu vinproducent, men det startede mere beskedent:

Ferays forældre var begge markarbejdere på en gård. I 50’erne fik faren, som var en entreprenant mand et job som lastbilchauffør. Jobbet var hårdt, hver dag løftede han mange hundrede kilo tungt gods i et antal arbejdstimer, der langt overgår det, vi kender i dag. Efterfølgende kom muligheden for at købe en gammel lastbil. Den krævede optænding af et mindre bål om vinteren for at varme olien op, men den kørte og faren blev således selvstændig vognmand og skabte et lille transportfirma. Christian Feray husker, at han som 12-årig skulle hjælpe sin far efter skole med at læsse lastbilen med tungt genbrugsmetal, sten eller koskind. Christian Feray fik alligevel gode resultater i skolen og blev mønsterbryder: først uddannede han sig til skolelærer og senere læste han videre på medicinstudiet.

I 1994, i en alder af 60 år, lod Feray sig pensionere for at blive vinproducent. Han måtte lære alt fra bunden, og starten var langt fra heldig: en uge efter han havde købt de første marker, blev regionen – den 14. marts – ramt af en meget hård frost. 95% af knopperne blev ødelagt. Resten blev ordnet af en haglbyge i løbet af sommeren.

Med manglende høst og en slunken pengekasse var projektet således truet fra starten. De efterfølgende år lærte Feray, hvor mange kompetencer man skal mestre for at dyrke vinstokke og forvandle druer til god vin, samt at det i Touraine-regionen også er nødvendigt at have salgstalent, da vinen ikke sælger sig selv helt så nemt her, som for eksempel i Sancerre, der har et godt internationalt renommé. Men med en målrettet indsats og hjælp fra kompetente mennesker, lykkedes det heldigvis for Christian Feray at få succes i vinens verden.

EN BESKYTTET OASE I BRENNE-DALEN

Domaine du Petit Côteau ligger i landsbyen Vernou-sur-Brenne, der befinder sig 6 km øst for Vouvray. Man skal følge Loirefloden og dreje mod nord ind i en lille dal, hvor ”La Brenne”, en biflod til Loire, løber. Her på en skråning mellem Vernou og Chançay, finder man en mark ved navn ”Les Grenouilles” (frøerne). Dalen beskytter mod de kolde vinde og hældningen sikrer en god soleksponering, samtidig med at den tillader vandet at løbe ned. I jorden, der består af kalk og ler, får druen Chenin en intens smag. Den økologiske dyrkning sikrer et lavt udbytte og en god forankring i jorden. Dette giver en betydelig koncentration og længde i smagen samt et karakteristisk mineralsk præg.

EN DRUE – TRE TYPER VIN

”Les Grenouilles” er udelukkende lavet på ståltank og uden malolaktisk gæring, hvilket giver dem en frisk, ukompliceret og ren karakter med toner af æbler, blomster og grønne urter. For at afbalancere syren og gøre vinene imødekommende, vælger producenten at efterlade en lille næsten umærkbar mængde restsukker, der runder smagen af på en elegant måde.

Caravinsérail er blevet grundlagt i 2002 med det formål at udbrede kendskabet til dette stadig alt for ukendte vinområde, som producerer nogle yderst interessante vine – ikke mindst når man tager de lave priser i betragtning. Huset ejer ikke selv vinmarker og producerer ikke nogle druer, men køber i stedet for vine fra en håndfuld nøje udvalgte vinbønder og markedsfører dem under eget label.

Der er tale om en klassisk négociant-model, hvor en aktør med markedsekspertise køber varen hos dem, som er gode til at producere dem, men ikke nødvendigvis har afsætningsmulighederne eller ønsket herom. Caravinsérail adskiller sig fra mange andre négocianter ved sin lille størrelse (kun ca. 150.000 fl. / pr. år) og sit fokus fra starten på Ventoux-området, som bunder i grundlæggernes meget stærke lokale ekspertise.

Caravinsérail tilbyder et sortiment af skønne vine – fra de charmerende og ukomplicerede til de mere ambitiøse – som illustrerer perfekt det, som Ventoux har at byde på: intense sydlandske vine med en frisk og afbalanceret karakter til særdeles attraktive priser.

Ventoux – et attraktivt område med glimrende, afbalancerede vine til lave priser

Friskheden i vinene kommer fra de kølige luftstrømninger, der bliver skabt af det høje bjerg. I en periode med markant klimaopvarmning, hvor mange vine fra Sydfrankrig, og Sydeuropa generelt har udfordringer med høje alkoholprocenter og tyngde, er friskheden i vinene fra Ventoux en stor fordel for disse vine.

De særdeles attraktive priser, skyldes ikke en mangel på kvalitet, men nok mest – stadig i dag og på trods af unægtelige kommercielle succeser – en mangel på kendskab til området og dets potentiale samt en mangel på et klart image blandt forbrugere og meningsdannere. De bedste vine herfra udgør derfor (så længe det varer) noget af det bedste value-for-money i hele Rhônedalen.

Caravinsérail – et hus under forandring

Vi har haft fornøjelsen af at arbejde med Caravinsérail siden 2004 og har haft en betydelig succes med deres vine, blandt andet på restaurationsmarkedet. Vi er tilfældigvis også kommet til at have en lille indflydelse på dets historie. Under en middag i København i 2013, hvor vi havde inviteret ham og et par andre, fortalte den nuværende ejer, at han ønskede at sælge firmaet. Til bords sad også Xavier Logette, som er eksportansvarlig for en anden af vores leverandører, Château Gigognan, i Châteauneuf-du-Pape. De to klingede godt sammen, og efter et par års samarbejde, har Xavier Logette overtaget Caravinsérail.

Dette kommer til at betyde nogle interessante ændringer for huset, som kommer til at udvide sit sortiment med vine fra flere andre steder i det sydlige Rhône og i Provence samt, at der bliver sat endnu større fokus på økologiske vine – noget vi godt kan lide hos Terroir Vinhandel!

Det bliver derfor spændende at følge Caravinsérails udvikling i de kommende måneder og år.